Digtanalyse 7 - Urokkelige digte er ofte det modsatte

Digte, som indeholder meget bastante synspunkter, kan hurtigt blive ensformige og farveløse. Men til trods for, at en forfatter i sit digt virker meget urokkelig, kan vi med vores analyse af Henrik Nordbrandts digt ”Modersmål” bevise, at det modsatte sagtens kan være tilfældet. Dette vil komme til syne gennem en konstant vekslen mellem ironi og alvor i digtet.

Digtets strofer, vers og ydre opbygning generelt

Digtet er mellemlangt og hver verslinje er centreret. Digtet har en iøjnefaldende struktur, hvor enkelte verslinjer kun består af et til tre ord, hvilket står i kontrast til de andre længere verslinjer. Overordnet set består digtet af to store halvdele, som strækker sig over én side hver, men de korte verslinjer skaber en vis luft omkring digtet, som gør det letlæseligt og indbydende.

Enkelte steder i digtet optræder udråbstegn, spørgsmålstegn og kolon, hvilket skiller sig ud ved siden af de andre sætninger, som ellers bare benytter punktum. Digtet rimer ikke, men de gentagende korte verslinjer er med til at skabe en vis rytme i digtet.

Meningen med den uforudsigelige, nærmest rodede struktur, der trods gentagelser i verslinjernes længder ikke følger noget bestemt mønster, er at vise Nordbrandts holdning til det danske sprog: ufint, kludret og nærmest tilfældigt. De enkeltstående verslinjer tillægges automatisk ekstra opmærksomhed af læseren, og Nordbrandt understreger derfor det vigtigste i digtet her. Dem vil vi nu kigge nærmere på.

Digtets centrerede vers

Hvis vi sorterer de korteste verslinjer fra, fås som nævnt nogle af nøgleordene fra digtet, og disse kan tilsammen opsummere dele af digtet i få ord:

Ligesom.    -    Havregrød.    -    Lyden af dem.    -    Uskrevne.    -    Men der er hjælp på vej.    -    Digtere: på tv.    -    Dansk med engelsk.    -     Men kraft.    -    Fra dansk.    -    Banalt.    -    Selv.    -    På dansk.    -    Bl.a. til at skrive dette.

Vi har valgt at analysere de centrerede verslinjer i små par i de følgende afsnit.

Første par af verslinjer

Nordbrandt bruger først havregrød som metafor for, hvordan han opfatter det danske sprog, hvilket i øvrigt er med til at gøre digtet mere levende:

Med et typisk dansk billede kan man sige at dansk er ligesom havregrød. Når den er færdig, kan man ikke se de enkelte gryn.

Næste centrerede verslinje kommer ud fra følgende sætning:

Sådan er det f.eks. med mange danske digte som jeg godt kan lide. Jeg kan bare ikke lide lyden af dem.

Selvom Nordbrandt i den ovenstående sætning refererer til de danske digte med ordet ”dem”,

kan det personlige pronomen, hvis man tager det ude af konteksten, referere på en meget distancerende måde til det danske folk. Ordene ”Lyden af dem” giver associationer til primitive dyr, idet danskernes stemmer klassificeres i én urokkelig, negativ kategori. Dog holder ordene ”Ligesom” og ”Havregrød” sig til deres oprindelige betydning selv ude af deres kontekst, men 

de forstærker også ”Lyden af dem” grundet rækkefølgen.  

Andet par af verslinjer

De næste centrerede ord ”Uskrevne” og ”Men der er hjælp på vej” beholder også deres oprindelige mening. ”Uskrevne” hentyder til de danske vokaler, men taget ud af kontekst kan ordet godt opfattes til at dække lyden af det danske sprog endnu bredere end blot vokalerne. Den efterfølgende sætning ”Men der er hjælp på vej” opretholder også sin første mening uden for konteksten, nemlig at danske digte er grimme. Dog kan vi nu opfatte digtene som ikke blot sprogligt disharmoniske, men også indholdsmæssigt uskønne.  

Tredje par af verslinjer

Nordbrandt anerkender, at engelsk mere og mere erstatter dansk, som vi ser i sætningen:

På TV: og i hovedstadens gader: erstatter de overalt, hvor det er muligt dansk med engelsk.

På trods af denne sproglige udvikling, mener Nordbrandt stadig, at kraften kommer fra dansk, hvilket der med ordet ”men” og vores øvrige viden om Nordbrandts holdning til alt, hvad der er dansk, må siges at være negativt. Han finder det ”Banalt, selv på dansk”, hvor ting ellers normalt skal forblive så danske som muligt, hvis vi ser på danskheden fra hans synspunkt. Dog afslutter Nordbrandt med den selvironiske sætning ”Bl.a. til at skrive dette.”, hvilket viser, at han ikke prøver at spille alt for hellig, men erkender sin egen danskhed. Dette træk ses også i den lidt tidligere strofe i digtet:

Det er de satans uskrevne vokaler, der gør dansk så svært at lære og mange danske digte næsten ligeså grimme, som det her ser ud til at udvikle sig.

Her beskriver Nordbrandt nemlig sit eget digt som grimt. Denne selvironi hjælper med at få digteren til at fremstå mindre ophøjet overfor læseren, og der skabes så at sige et forhold i øjenhøjde mellem disse to. Nu har vi kigget på de centrerede verslinjer, men hvad kendetegner ellers digtet?

Digtets særlige kendetegn - fonetiske virkemidler

Et karakteristisk træk ved digtet er den fonetiske del af digtet. Som et eksempel remser Nordbrandt alle vokalerne i det danske sprog op efter hinanden. Når man læser digtet højt, er det svært at sige netop den sætning, og man fristes som læser til at følge Nordbrandts pessimisme over, hvor håbløst et sprog som dansk er, og tilslutte sig hans forslag om at afskaffe de fleste vokaler fra dansk. Et andet fonetisk virkemiddel ses i verset:

Det hedder nu ikke længere kræft men kraft. Kraft er også et meget rarere ord.

Her kræves det, at man læser sætningen højt, for egentlig lyder ”kræft” og ”kraft” som det samme ord. Forskellen ligger i, at man på gammelt rigsdansk ville udtale ”kræft” med en mere tydelig æ-lyd, og at vi på nutidigt dansk har ændret udtalen til ”kraft” og hermed reduceret en vokal. Æ består som bekendt både af a og e, men nu udtaler vi kun a’et. Nordbrandt synes, at ”kraft” er et meget rarere ord, og det kan umiddelbart underbygges ved, at man forbinder det med mere positive ting, som f.eks. styrke, mens ”kræft” får én til at tænke på sygdomme. 

Men er man lidt mere dybdegående, kan man gennemskue, at det ikke blot er associationerne, der gør, at Nordbrandt foretrækker ordet ”kraft”. Det er mindst lige så meget fordi, der ved selve udtalen er blevet reduceret en vokal, og vi dermed er kommet lidt længere væk fra det højtidlige rigsdansk, som Nordbrandt tilsyneladende ikke har meget til overs for. Vi vil nu bevæge os fra det mere fonetiske i digtet til selve ordene på skrift - og hvorfor, Nordbrandt har valgt netop disse.

Digtets ordvalg

Digtet består af letforståelige ord, der er hurtigt læst. Grunden til, at Nordbrandt ikke har valgt komplicererede danske ord, er at han vil understrege, hvor lidt han har til overs for det danske sprog. Fraværet af fremmedord i digtet undrede vi os dog over, da det står i kontrast til det gennemgående had, han har til det danske sprog. Udover at vise stillejet gennem letlæselige ord, bruger Nordbrandt også især verberne i digtet på en meget kontrolleret måde.

Digtets skelsættende verber

Verberne i digtet er især ”at være” og ”at kunne”, hvilket giver digtet et konstaterende og umiddelbart stillestående forløb. Ved første skift af verbum, som ses i følgende vers, begynder den brede ironiske tone derimod for første gang:

Det er på grund af vokalerne som bekendt kun indfødte danskere mestrer.

Hidtil har digtet været umiddelbart, ligetil og beskrevet hans aggressive følelser for sproget, men med det positive verbum ”mestrer” sanses det første stilbrud i digtet. Efterfølgende vers indeholder endnu et nyt verbum, som er langt mere ubehageligt:

Vokalerne afslører de fremmede.

 Nordbrandt er stadig ironisk her, da han som nævnt ikke ønsker at forsvare det danske sprog og derfor har han heller ingen interesse i at afsløre dem, hvis modersmål ikke er dansk - tværtimod. Digtet fortsætter herefter med de konstaterende og intetsigende verber ”at være” og ”at gøre” indtil verslinje nr. 25, hvor to beskrivende verber optræder i stedet:

På tv og i hovedstadens gader: erstatter de overalt, hvor det er muligt dansk med engelsk og reducerer antallet af vokaler.

Skiftet af verber indikerer overgangen til en ikke længere ironisk, men alvorlig stemning. Nordbrandt mener som tidligere nævnt oprigtigt, at engelsk erstatter dansk mere og mere, og at de vokaler, som tidligere afslørede de fremmede, nu reduceres. Men alligevel ligger den, ifølge Nordbrandt, typisk danske, fremmedfjendske følelse gemt, som påstår, at det danske sprog skal bevares og skånes for den stigende internationalisering. Her kommer han igen til at være ironisk midt i alvoren. Han finder selv det fremmedhadske og nationalistiske afskyeligt og prøver med sætningen at repræsentere den generelle danske, særligt de ældre generationers, holdning til sproget.

Underdrivelse

Det er ikke kun skiftet mellem ironi og alvor, som giver digtet kontraster. Nordbrandt skifter også mellem at underdrive og overdrive bestemte ting. Et eksempel på underdrivelse kunne være:

Det er på grund af vokalerne som bekendt kun indfødte danskere mestrer.

 Som tidligere nævnt er Nordbrandt ironisk her, idet han bruger det positive ord ”mestrer” om danskerne, som han netop kritiserer hele digtsamlingen igennem. Denne brug af ironi undervurderer tydeligt og provokerende danskernes evne til at anvende og lære sprog, og det er derfor en underdrivelse, selvom det umiddelbart minder mere om en overdrivelse.

Overdrivelse

Som nævnt indgår overdrivelse også i digtet. Et eksempel på en overdrivelse i digtet kunne være:

Jeg ville foreslå farsi. Vi kunne også opfinde et helt nyt sprog.

Igen er overdrivelsen at finde i Nordbrandts så typiske ironi. Han mener ikke bogstaveligt talt, at vi danskere skal skifte til at tale farsi. Det ville han højst sandsynligt også være utilfreds med. Han mener ligeledes heller ikke alvorligt, at vi skal opfinde et helt nyt sprog, for en person, der beskæftiger sig så meget med sprog i sit liv som Henrik Nordbrandt, ved udmærket godt, at man ikke bare lige opfinder et nyt sprog. Det er derfor en overdrivelse.

Digtets illustration

Under de sidste verslinjer i digtet er en tegning af en dør med en dørmåtte. På dørmåtten er en masse forskellige bogstaver placeret. Tegningen er en metafor for, hvor svært det kan være at gå ind ad døren til danskheden, eller med andre ord, hvor svært det kan være at føle sig velkommen i Danmark som udlænding. Tegningen hænger især sammen med følgende verslinjer i digtet:

Gider vi danskere virkelig have 49 vokaler? Skal vi ikke byde de fremmede velkomne på et sprog, de kan udtale?

Sætningen viser, at Nordbrandt ikke finder de danske sprog særligt imødekommende for folk med andre modersmål, og dette stemmer overens med vores tolkning af tegningen nedenfor: hvis du vil ind ad døren, må du først tørre dit eget modersmål af i dørmåtten.

Ode til den lille flade

Vi vil i vores analyse af Henrik Nordbrandts digt ”Ode til den lille flade” bevise kort og præcist, at selvom man skriver på en uoverskuelig og endeløs måde, kan man sagtens have masser af sprogligt overskud. Først vil vi kigge på digtets struktur, derefter digtets fonetiske virkemidler, herefter vil vi undersøge én af digtets sammenligninger. Så vil vi kigge på digtets placering i digtsamlingen og sidst sammenligne med vores analyse af ”Modersmål.”

Digtets uendelige struktur

Digtet er langt, men delt i korte, overskuelige strofer. Digtet begynder med en kort beskrivelse af et sted, hvor man:

… kan køre i time efter time uden at føle, du kommer ud af stedet.

Allerede i starten af digtet er stilen lagt. Nordbrandt er negativ og synes, dette sted er kedeligt og ensformigt. Digtet slutter med to verslinjer med udråbstegn for at understrege, at nu stopper digtet endelig. Digtet er centreret i alle stroferne. Titlen vækker opmærksomhed hos læseren, og først i sidste strofe forstår vi, hvem ”den lille flade” er. Det er nemlig, som Nordbrandt så ironisk udtrykker det, ”søde, lille Lolland!”

Der er ingen punktummer og kun fire kommaer i digtet, og Nordbrandt skaber den lange opremsning ved at erstatte kommaerne med ”og.” Han kobler også mange af sætningerne sammen med ordene ”som” og ”fordi”, hvilket giver en unægtelig følelse af uendelighed, som netop er dét, han vil ud med i sit digt. Denne følelse kan ses i verslinjen:

[…] gør vejen til et fængsel hvor endeløs den end synes.

Udover at skabe en følelse af uendelighed, bruger Nordbrandt også en metafor her. Han mener ikke bogstaveligt, at vejene på Lolland er fængslede af mirabellehegnene, men snarere, at den mentale tilstand blandt folkene på Lolland er indemuret og deprimerende som hos fængselsfanger. Man kan, udover at kalde sætningen for metaforisk, også kalde den overdrivende, da han som nævnt ikke er hundrede procent alvorlig, når han sammenligner vejen med et fængsel. Udover metaforer og overdrivelser kommer Nordbrandt også ud med sit budskab gennem noget så simpelt som bogstaver.

Æ, Ø, Å

Der er mange gentagende vokaler til stede i digtet, henholdsvis æ, ø, å. Som et eksempel på denne assonans, kan vi se sætningen:

”[…] så hjertet slår hårdere og hårdere […]”

Her går å-lyden igen. Nordbrandt gør dette for at understrege sit overordnede tema, som er danskheden, idet vokalerne æ, ø og å kun eksisterer i det danske sprog. De er i øvrigt yderst svære for udlændinge at udtale, og digtet kan derfor ses som en indirekte kritik af, hvordan danskerne kan have en tendens til at fryse de fremmede ude. 

Denne tendens, som Nordbrandt tydeligvis ikke kan foredrage, var som nævnt også skildret i digtet ”Modersmål.” Grunden til, at han bruger samme virkemiddel to gange, er at understrege tendensens vigtighed og i hans øjne alvor. Et andet virkemiddel end det fonetiske kan være de sproglige sammenligninger, der er at finde i digtet. Vi vil se nærmere på én af disse i næste afsnit.  

 

Digtets sammenligninger

Digtet har mange sammenligninger. For eksempel sammenligner han årsagen til, at man er vokset op på Lolland med, at man:

[…] så klart som den fulde augustmåne står lige foran dig kan se at du aldrig tog af sted.

 Sammenligningen er egentlig simpel, men opstillet på en kringlet og kompleks måde. Dette er gjort for at understrege, at nogle gange er tingene enkle nok og klare som månen for folk, der ser dem udefra. Man er aldrig rejst fra sit barndomshjem, for her er man vokset op, og her er man tryg. Den lidt svære opstilling af sammenligningen er for at vise, hvor svært det kan være at se eller måske snarere indse sin egen adfærd og baggrund. 

Nordbrandts budskab er her, at vi danskere ikke bør prøve at komplicere tingene for meget, men se dem i øjnene som de er, for før vi gør dette, er det umuligt for os at ændre på dem, og det kunne være, de trængte til at blive ændret. Nu har vi kigget på en vigtig sammenligning for digtet, og vi nærmer os slutningen af vores analyse. Inden vi slutter, vil vi dog undersøge digtets placering i digtsamlingen.

Digtets placering

Digtet er digtsamlingens sidste og det er ikke tilfældigt.  Man kan sige, at forfatteren igennem digtsamlingen Vi Danskere har været rundt i mange kroge af Danmark og danskheden, og at han nu i sit sidste digt kører og kører på Lolland. Til sidst indser han dog, at han intet nyt kan finde, for alt hvad han passerer, er blot kedelige gentagelser. Derfor vælger han så at sige at parkere bilen og hermed digtsamlingen med et udråbstegn:

Jorden tager sig ud i måneskabets lys til det fedtede rat glider ud af dine hænder, din stakkel! Søde, lille Lolland!

Sammenligning af de to digte

I ”Modersmål” er der mange punktummer, mens der i ”Ode til den lille flade” slet ikke gøres brug af punktummer. Begge dele virker provokerende. ”Modersmål”s overdrevne brug af punktummer i forhold til ”Ode til den lille flade” får sproget i digtet til at virke meget afbrudt og ikke særlig komplekst, hvilket passer til digtets indhold, som primært er en kritik af det danske sprog. Og omvendt virker den endeløse sætning i ”Ode til den lille flade” enormt uoverskuelig og sprogligt udygtig, hvilket går hånd i hånd med de negative, uoverskuelige følelser, Nordbrandt forbinder Lolland med.

Digtene deler en negativ og utilfreds stemning hvori en del ironi og sarkasme indgår, noget der også er typisk for Henrik Nordbrandt. Desuden er begge digte lange og centrerede, hvilket har betydning for digtets struktur og hvordan læseren læser digtet, og de gør begge brug af fonetiske virkemidler og sammenligninger.

Skrevet af Simone, Hatice, Cecilia og Mie, 2.k