Digtanalyse 1 - Nordbrandt i to dele

”Hundrede års vejrudsigt” og ”På Hvidovre station er kaffen kulsort”

Henrik Nordbrandt, der er født 1945 i slutningen af anden verdenskrig er vokset op mellem dårligt forældreskab, dårligt selvværd og en general dårlig opfattelse af den verden, han lever i. Det ender i en depressiv digter, der ser negativt på verden udadtil. Specielt går det ud over det danske samfund i ’Vi Danskere’ fra 2010, hvor danskheden bliver kritiseret for dens styreform, sprog, smag, samt dens normer og værdier.

Vi har taget fat i digtene ”Hundrede års vejrudsigt” og ”På Hvidovre station er kaffen kulsort”, som vi vil sammenligne af den grund, at de repræsenterer de to slags digte, som Nordbrandt skriver i ”Vi Danskere”. Der er det nedgørende og negative, der er til for at sætte noget i dårligt lys og frembringe det stupide ved emnet – gerne ved stort forbrug af ironi. Disse digte ser vi talrige af. Der er også det seriøse. Det er ikke ironisk humor, og det er ikke negativt ladet eller nedgørende. Det er mere en beskrivelse af et emne ved hjælp af så mange metaforer og billedsprog, at det ikke altid er til at finde rundt i. 

Disse to slags af hans digte spiller lidt op imod hinanden, men stadig rammer de hinanden på nogle overordnede punkter. Især er det metaforerne og hans holdninger, og hans perspektiv på tingene er utrolig fascinerende.

Det første digt, ”Hundrede års vejrudsigt”, består kort og simpelt i at nedgøre Danmark og vores regering. Til dette formål bibeholdes den negative tone igennem digtet, og væsentlige pointer og meninger bliver fremført i metaforer og med tankeværdige sammenligninger.

Digtet er skrevet mere eller mindre rytmisk i den forstand, at der er nogle uregelmæssige linjeskift, der både bruges til at fremhæve en pointe (eks. i sidste linje: ”kongehuset og kirken”, der markerer det væsentlige i det nævnte) og laver en rytme, hvilket de få enderim, der er at finde i nederste ”vers” i den første strofe, også er med til at lave (eks. rige/fattige, se/tv).

Sproget i digtet er foruden negativt meget nemt at gå til med. Det er absolut hverdagssprog men med et formelt emne, der gør, at ord som ”promovere” og ”svineproduktionen” dog dukker op med en lidt anden herkomst end fx ”pisser” og ”lokum”. Til gengæld er der masser af metaforer, billedsprog og sammenligninger, alle i den intention at fremme det negative og forkerte i det danske samfund. ”Hovedstaden for eksempel ligner og lugter som et lokum” er et vers, der rør sig indenfor både billedsprog og sammenligninger og klart giver forståelsen af, at København er noget møg.
En spændende metafor, der bestemt også rører billedsprog og sammenligning, er det efterfølgende omkring højre, venstre, op og ned: De rige er opad, de fattige er nedad. Der hvor de rige og fattige kan mødes – på midten – der er der så højre og venstre, der vises som to metaforer for vores politiske højre og venstre-system: ”Lorten løber ud til højre” og ”ude til venstre går svinene og pisser vores jord ihjel”. De højre-orienterede er fyldt med lort, og de venstreorienterede ødelægger hele verdenen med deres dårlige holdninger.

Selve forløbet i digtet er trukket godt sammen af et citat fra Anders Fogh Rasmussen, daværende statsminister: ”Der er ikke noget at komme efter”, der bliver nævnt regelmæssigt – også i formen ”Sådan ligger landet”. Sætningen er holdepunktet for digtet og dets intention, der ligger i at fremføre det idiotiske ved vores samfund og det ironiske ved statsministerens ord, da der ikke er noget er komme efter i landet for nogen anden end ham, der faktisk udtaler ordene. Statsministeren burde nemlig ifølge Nordbrandt se at komme efter nogle af de danske værdier, Nordbrandt ikke beriger – fx kirken, svineproduktion og kongehuset.

Det andet digt af Henrik Nordbrandt er ”På Hvidovre station er kaffen kulsort”, der lidt går imod det typiske Nordbrandt-digt omkring noget dansk, hvor negativitet og sarkasme nemlig dominerer. Dette digt er et af de mere dybe og tvetydige, hvor fortolkninger kan række til alle sider. Som først antaget rammer digtet hverken Hvidovre eller den sorte drik men bevæger sig derimod hen imod et sted, vi tolker som danskernes sind, der bliver beskrevet som hans eget og i metaforer med uendelige betydninger.

Digtet er rytmisk til en vis grad, da der igen er de uregelmæssige linjeskift. Kun ét rim til sidst i digtet (hvidt/skidt), men flere gentagelser for at understrege, at der er hvidt.

Sproget er ikke negativt her. Dette digt er skrevet mere seriøst. Det er ikke et forsøg på at være sjov, og det er ikke et forsøg på at ændre eller vise ubehag ved noget. Digtet er dybt i den forstand, at det ikke er dét, man læser, som man virkeligt læser. Det man læser har en dybere mening, og derfor er der også tale om en hel del billedsprog, sammenligninger og metaforer. 

Én gennemtrængende metafor er den her flue, der flere gange bliver nævnt. Fluen er et symbol på det negative i danskeren – ikke nødvendigvis det melankolske, som jeg flere gange har været inde på, men måske nærmere det dumme. Den del af én, der laver fejl og dummer sig, det er fluen. Fluen flyver rundt i ens sind, og man ”er hverken helt flue eller helt menneske” – man er hverken ren dumhed eller kloghed, hvilket sammenligningen med mennesket i den her sammenhæng skal betyde. ”Uden fluen var jeg aldrig kommet så vidt” bliver også nævnt som den klassiske: ”Man lærer af sine fejl”.
Alt dette er et billede af, hvordan vi danskere tænker. Det er vigtigt for os at bekendtgøre, at man ikke skal være perfekt. Det er okay at have en flue, for den lærer man af. Man er heller ikke dum eller klog, flue eller menneske – for verden er ikke sort og hvid.

I midten af digtet kommer der igen en beskrivelse af noget, der også rører sig i danskernes sind. Det med, at Gud er blevet udskiftet af tal og numre beskriver, hvordan religionen tidligere har betydet meget for os, men at den betydning nu er blevet overtaget af videnskab.
Også er der beskrivelsen af vores placering. Hvidt som et hospital - hvide vægge, slanger og metal. Udenfor sner det. Det er hvidt på hvidt, og hvidt symboliserer renhed. Vores sind er rent, og hele digtet igennem får vi af vide, hvordan både Gud og flue foregår på et ellers rent grundlag. Indtil videre er det jo bare den generelle dansker, der prøver at blive beskrevet, men den sidste strofe ”jeg ved, jeg er her, fordi jeg kan se, hvor jeg har skidt” vender hen imod den sidste bemærkning, Nordbrandt vil nævne om os danskere - nemlig at vi ikke er ens. At danskere går op i personlige værdier og at være sig selv mere end andet. At man skal kunne kende sig selv i alt det hvide.

Disse to digte repræsenterer som nævnt de to salgs digte, Nordbrandt skriver. Havde man taget to af de negative, ville der være sammenligninger at hente i sarkasmen, de humoristiske sammenligninger og metaforer, nedgørelsen og udpegningen af fejl omkring det emne, der bliver beskrevet. Havde man taget to af de, jeg kalder dybe og tvetydige, så ville der være sammenligninger at hente i det beskrivende, vældet af metaforer, der gør betydningen helt uklar og selvfølgelig det generelt dybe og tvetydige. Men nu har jeg taget et digt fra hver ”undergenre”, og på den måde komme frem til de sammenligninger, der er identiske ved forfatteren selv.

Den hårde opvækst, der også omrører emner som anorexi, selvmordsforsøg og depression, er for det første tydelig at finde imellem linjerne i Nordbrandts digte. Især melankolien er dominerende både i det beskrivende og meningsfyldte. Meningsfyldte i den forstand, at man føler, hans meninger bunder i en vrede eller sorg, der ikke har med emnet at gøre. Man føler som læser, at hans vrede/ubehag omkring et vist emne er for voldsom til at være opstået af emnet i sig selv. Tag eksemplet fra første digt: ”Hovedstaden for eksempel ligner og lugter som et lokum”. Han udtrykker sin vrede upersonligt og uden noget belæg, hvilket frembringer en følelse for læseren af, at det ikke er hovedstaden, der er noget galt med. Forfatteren er bare fyldt med ubehag. 

Melankolien er også at finde i digt to – selvfølgelig i et andet format. Hele digtet; fanget i sit eget sind, alt er hvidt, og det hele virker stille, viser det billede af, hvordan han er i sit eget sind. Fluen og de andre ting, der sker inde i sindet er stadig et billede på danskeren generelt, men der hvor det hele finder sted, i sindet, bygger han jo ud fra det eneste sind, han kender: Sit eget. Man føler ikke glæde, når man læser digtet. Der er ingen farver og ingen positivitet. Det er bare stille, og der føler man forfatterens melankoli, selvom det ikke er den, han, som i det første digt, faktisk beskriver.

Et andet karakteristisk træk ved forfatteren er klart forbruget af billedsprog i form af førnævnte sammenligninger og metaforer. I begge digte er det hovedsageligt sammenligninger, der refererer til noget dybere betydende, og i det sidste digt er det især det tvetydige, der kommer i spil, da det ikke lige så nemt kan fortolkes som det første. Desuden er de få rim og rytmen fra linjeskiftene også tilbagevendende træk. 

Dog er begge eksempler identiske for digtere, og det er mest af alt melankolien, der er det karakteristiske hos Nordbrandt. Både i form at negativt ”hate” og generel melankolsk beskrivelse.

Jasmin, Mikkel, Chresten og Amalie