Digtanalyse 6 - Ironiens konge - Den Danske Sødme og Fanefjord

Henrik Nordbrandt er forfatter og lyrikker fra 1945. Han er født i Danmark men har boet i Grækenland, Spanien og Tyrkiet. Han behersker mange sprog og selvom han skriver en del digte på dansk er sproget ikke hans foretrukne. Hans digte handler om flygtig og moderne kærlighed. Han bruger en del ironi og metaforer i sine digte. Han havde en dårlig barndom. Han har bl.a. lidt af anorexi, melankoli og har forsøgt selvmord.
I hans seneste digtsamling, Vi Danskere, beskriver han sin mening om danskheden med en ironisk tone, som er meget Nordbrandtsk. Vi vil analysere to digte af digtsamlingen.

Den Danske Sødme

Det er et langt, let og overskueligt digt, da Henrik Nordbrandt gør meget brug af strofer og gentagelser. Digtet fylder 8 strofer, den sidste strofe udskiller sig fra resten af digtet, da det kun er en kort linje som er konkluderende. ”at det nok bare er os der er noget galt med”.
Der er 31 verslinjer, som varierer meget i længden.

Digtet indeholder ikke et rimskema. Han bruger ordene på forskellige måder. F.eks. ”det kan vi slet ikke være bekendt, som danskere. Og det ligger som bekendt heller ikke til os”. Henrik Nordbrandt bruger ordet ”bekendt” både som noget der ikke er acceptabelt og som noget vi kender til. Han bruger ordet, så det får to forskellige betydninger.

Henrik Nordbrandt gentager ord igennem teksten for at overdrive som f.eks.
”Vi danskere skal være søde ved de fremmed,
rigtig søde.”
Her slår han betydningen fast ved at skrive ”rigtig søde” til sidst i sætningen. Han deler sætningen op og indsætter en styrkemarkør op foran det ord der skal lægges vægt på.  Han bruger overdrivelse til at slå den ironiske tone fast. 

Ordene er let forståelige dog bruger han overdrevne ord som ”rigtig” og ”især”. Verberne består af ”kan” (præsens af: at kunne), ”skal” (præsens af: at skulle) og ”er” (præsens af: at være). Dvs. at han skelner imellem at have et valg og være tvunget til at vælge. Nordbrandt er tydeligvis ikke en fan af Danmark, da han hele tiden bruger verbet ”skal” for at påpege at danskerne ikke gider a vælge, men er tvunget til at vælge ”det rigtige” og bare acceptere det.

Der er en klar gentagelse af ordene: sød, forstå, bekendt. Samt ordet: kultur. Tillægsordet: sød, bruges både i overskriften: ”Den Danske Sødme” og igennem hele digtet. Han ser kritisk på andre kulturer ved at bruge hårde ord til at beskrive traditioner som f.eks. ”hvidløgsånde, hånd- og halshugning, hekse afbrænding, hovedjægeri osv.

I ”Den danske sødme” sammenligner Henrik Nordbrandt den danske kultur med andre kultures dårlige vaner. I 5, strofe beskriver han deres traditioner med hårde ord som ”hvidløgsånde”, ”stening” og ”kannibalisme”. Han slutter strofen af med igen at kommentere på at danskerne skal vælge det rigtige og være neutrale. ”Det skal vi ikke blande os i”. Nordbrandt personificerer ”røvhuller” som er en beskrivelse af alle andre end danskere.

Der er ikke et rigtig handlingsforløb i digtet. Nordbrandt har en ironisk tone igennem digtet, bortset fra den sidste verslinje hvor i der står: ”det er nok bare os, der er noget galt med”. Her er han direkte og siger sin mening om danskheden, at den er falsk. Under hele digtet latterlig gøre, han den danske sødme og han mener at f.eks. andre kulturer skal diskuteres og undersøges. I de fire første strofer bruger Nordbrandt korte, simple ord f.eks. ”det er jo bare deres kultur” alle disse ord er korte simple ord. I strofe fem gør Nordbrandt brug af lidt længere og mere kompliceret ord f.eks. ”Andre folks dårlige manerer, hvidløgsånde, hånd- og halshugning” og slutter digtet af med korte, simple sætninger.

Temaet for digtet er kulturer og traditioner. Digterjeget er tydeligt ironisk og antyder at han er imod den danske sødme. Den ironiske digterstemme er kritisk overfor de danske traditioner, om hvad vi kan være bekendt og hvad vi ikke kan være bekendt. Digtet er fyldt med simple ord, så ironien bliver tydeligere.

Fanefjord

Digtet Fanefjord af Henrik Nordbrandt har en meget moderat længde, men på grund af den meget massive tekstkomposition, kommer digtet til at virke helt unaturligt langt. Det kommer meget nemt til at virke uoverskueligt, og det har svært ved at fange læserens interesse. Digtet består af 17 linjer uden et eneste afsnit i mellem. Linjerne har den samme længde, undtaget den sidste linje, som er halvt så kort, som de andre linjer. Dette bidrager til, at digtet meget hurtigt kommer til at virke kedeligt.  Rytmen i digtet ligger ikke fast, og skal læses som et helt plant stykke tekst. Der er ikke rimskema.   

Ordene i Henrik Nordbrandts starter ud som neutrale, når han beskriver naturen i Fanefjord, men hans ordvalg bliver meget hurtigt aggressivt ”slår igennem kalken” ”hakker sig selv i stykker”, når han så begynder at vende fokus mod kirken. I de tre linjer optræder sætningen ”det er”. Den bruges til at bestemme tre tider.

Ordene i digtet er letforståelige, men de bliver tunge i sammenhæng med titel og komposition.

I digtet Fanefjord af Henrik Nordbrandt er der en række forskellige billedsprog. En af dem er sammenligninger. Nordbrandt bruger en sammenligning til at beskrive en farve. Han sammenligner kirkens farve med morgenmælken i flaskerne på dørmåtten på linje 4-5. Det giver læseren noget at relaterer til, og skaber et indre billede. Henrik Nordbrandt bruger også metaforer til at påvirke læseren til at få en bestemt følelse eller en form for indre billede. Det ses på linje 9, ”stemmer hakker sig selv i stykker til ord”, og i linje 10, ”før billederne slår igennem kalken.”. han prøver med de overnævnte metaforer at hentyde til, kirkens meningsløshed, ved at vi er alle rene indtil kirkens budskab trænger gennem de hvide vægge og påvirker og farver os alle.
I Digtet er der ikke tale om et egentligt tidsforløb, der er heller noget specifikt persongalleri som oplever en udvikling. Digtet handler mere om Nordbrandts tanker, følelser og sansninger omkring et sted i hans barndom.
Temaet i digtet er ”kirken er kedelig”. Nordbrandt mener at kirken er kedelig og uinteressant, det ses på opbygningen af digtet, det er sat kedeligt op. Det er ikke indbydende at give sig i kast med, ligesom Nordbrandt syntes det er kedeligt at gå i kirke. Han omtaler kirken med et kedeligt sprog og uden farver. Men når naturen udenfor kirken beskrives, beskrives den med farver og liv. Det ses på linje 5, ”Det har tager farve fra af stråene og tændt klokkeblomsterne, så kirkens klokker bliver nød til at ringe med.”
Umiddelbart når man kigger på digtet er det dårligt. Det er sat kedeligt op og skrevet ud i en køre. Men det er virkelig åbent for fortolkning. Det gør det efter vores mening digtet godt og opnår det vi tror enhver digter ønsker, nemlig at få folk til at tænke over hvad de har læst.